“Jeg stod der, midt i en rundkørsel, forvirret og magtesløs med tommelfingeren i vejret og rygsækken på ryggen. Håbede at nogen ville samle mig op, hjælpe mig den rigtige vej ud ad den store uoverskuelige rundkørsel. Rygsækken sad solidt på mine skuldre, godt snøret til og fyldt med tanker, følelser, minder, oplevelser, traumer, ensomhed og alt det andet, der hørte til mit, for to år siden, 21-årige liv. Over den ene arm hang en pose fyldt med kager, brød, lune retter og diverse andre godter, åben og uden både snøre og lynlås, klar så jeg kunne proppe mig med mad, når snøren til rygsækken gav efter, eller der blev mast noget nyt ned i den.

Ida stoppede for mig, lod mig sætte mig ind, først som passager, det eneste jeg på det tidspunkt var i stand til, senere formåede jeg at styre gearstangen, for nu at sidde bag rattet. Ida sidder ved siden af. Hun hjælper mig med at finde vejen, men det er mig, der træder på speederen, bremser når det er nødvendigt og ikke mindst vælger, hvor jeg vil køre hen.

Jeg har længe løjet for mig selv, fordi jeg ikke har vidst bedre. Overset det jeg ikke ville se, fordi det kunne såre, og ladet folk træde på mig uden at hverken jeg eller de har vidst det, fordi jeg ikke har taget den plads, der var nødvendig for mig. Det har været svært, og er det ofte stadig, at mærke, forstå og erkende mig selv, give plads til at være uden at skulle være noget bestemt.

Ida spørger ind til mig på en måde, så jeg får lyst til at være ærlig over for mig selv, og jeg bliver klar over, at der er følelser gemt i den krop, jeg lever i, følelser jeg skal lytte til, give plads, respektere og handle efter.

Ida snakker med mig, men hun hjælper mig også med at gå ned i min krop og ind i min sjæl. Jeg mærker og fornemmer den fysiske krop og går videre ind bag facader, undskyldninger, modvilje og bortforklaringer, helt ind til min sjæl og jeg mærker den person, jeg virkelig er. Jeg vidste det ikke tidligere, men nu ved jeg det, der er en sammenhæng mellem den fysiske og den psykiske del af mig.

Jeg har med Idas hjælp fået snøret snørerne til rygsækken op, men det tager tid at pakke en taske ud med bagage fra et helt liv. Lagene tager jeg af et ad gangen i det tempo, jeg formår, og jeg er ikke i tvivl om, at jeg en dag vil stå med en rygsæk lettere, end den har været i mange mange år.

Kære Ida, tak fordi du samlede mig op.”

Tilde

—————————————————————————————————————————————————————————————————————

“Jeg kom egentlig ind i gruppen som den eneste ex-spiseforstyrrede, sådan at forstå, at jeg ikke havde haft symptomer derpå i flere år. Men i kropsterapien fandt jeg ud af, at jeg stadig ikke kunne mærke min krop ordentligt- og egentlig på det område ikke var meget længere end de andre i gruppen. Man er meget inde i sit hoved som spiseforstyrret.

Jeg var ikke spiseforstyrret længere, men hvad var jeg så? Det var for mig et kæmpe identitetstab at sige farvel til min bedste ven, som spiseforstyrrelsen efterhånden var blevet efter mange års bekendtskab.

Det er svært at beskrive, hvad det er der skete med min identitetsdannelse under gruppeforløbet, men jeg følte, at jeg pludselig havde begge ben på jorden igen. Følte at jeg var kommet ud af mit hoved og nu var et helt menneske. At de kropslige øvelser fik mig til at mærke ting som der ellers ikke havde været passage for, da mit hoved var adskilt fra min krop. Jeg tror på en måde jeg fik sat mit hoved endeligt fast på min krop.

Øvelserne kan jeg stadig anvende, når jeg pludselig bliver for hektisk, panikslagen, stresset eller blot stiv i min krop – så finder jeg dem frem og husker på at have begge ben på jorden.”

Tanja